Montering af Wiking plankegulve med fer/not

Den rigtige montering og efterfølgende pleje er vigtige forudsætninger for plankegulvets fremtoning og levetid. Her finder du den professionelle vejledning til montering af Wiking Gulves lamelgulve på strøer og som svømmende.

Nedlægningsvejledning til Wiking Gulve

22 mm lamelgulve nedlagt som svømmende trægulve:

Lamelgulvene fuldlimes i fjer og not både på langs og i endestød. Anvend fugtbestandig lim. Limen lægges i notgangen - som to ubrudte striber. Aldrig søm og skruer i svømmende gulve. Svømmende plankegulve må ikke fastholdes af f.eks sokler til køkken.

22 mm lamelgulve til lægning på strøer:

Lamelgulvene er godkendt til 60 cm strøafstand. Strøgulve skrues fast til strøerne. Skal limes i endestød – aldrig på langsiderne. Husk hjælpestrø ved væg. Fastskrues med Plataflex 4,2 x 45/55mm.

32 mm lamelgulve i Fyr er godkendt til en strøafstand på 105 cm. Skal, som 22 mm, limes i endestød - aldrig på langsiderne.

For begge lægningsmetoder gælder, at anvisningerne i TRÆ64 (lægning af trægulve) udgivet af Træbranchens Oplysningsråd skal følges.

Plankegulvene leveres fra fabrik nedtørret til normale brugsforhold. Tjek ved modtagelsen, at det leverede trægulv er det bestilte. Inden nedlægning skal trægulvet have rummets temperatur (min. 15-18 grader). Pakkerne åbnes først, når montagen påbegyndes. Luftfugtigheden i lokalet skal under montage være mellem 40 og 60 %. Evt. beton-dækken skal være tørt.

Inden nedlægning påbegyndes tjekkes, at undergulv eller strøer overholder kravene til planhed +/-2 mm på en 2 mtr`s retholt. Underlaget skal være fast og stabil (ikke fjedrende). Fugtspærre skal monteres når risiko for opfugtning nedefra er til stede (altid fugtspærre ved beton). Brug min. 0,20 mm PE-folie samt foam, fi lt eller lign. Monter aldrig fugtspærre ovenpå organiske materialer (træ mv.) pga. risiko for råd og svamp.

Ved nedlægning åben da flere pakker løbende forud og mix fra flere pakker – ved synlige fejl eller uønskede strukturudsving oversaves planken.
Oversavede planker reserveres til ”start og slut planker”, og anvendes løbende under lægning. Kun planker med gennemgående fejl ombyttes. Specielt for fyrretræsgulve eller plankegulve af en rustik sortering gælder, at man kan/bør fraskære en hel del småfejl (kantknaster – spartlede knaster mv.) uden at det samlede forbrug øges væsentlig, så vær kritisk, de oversavede planker kan sagtens anvendes uden væsentlig spild ved start og slut af rækkerne. Vær opmærksom på, at nedlagte planker er accepteret, og at evt. reklamationer derfor afvises.
Læg planker med samme produktionsdato sammen, og undgå derved evt. minimale forskelle i produktionsserierne.

Start på nedlægning ved en lige væg og læg lamelgulvet med feren fremad. Det er vigtigt, at de første 2 rækker ligger med helt lukkede endestød, ”en god start er halvt fuldendt”.
Anvend afstandsklodser eller kiler til at holde den nødvendige afstand til væg (10 mm).
Ved svømmende lægning lægges limen som to ubrudte striber i notgangens over- og underside. Når træplankerne slås sammen trækkes limen derved ind i notgangen. Aftør straks evt. overskydende lim med en våd og ren klud. Endestød samles først, og bagefter på langs, slå på slagklodsen skråt hen mod endesamlingen, hvilket giver den bedste tæthed i endesamlingen.
Plankerækkerne imellem varieres afstanden mellem de endevise samlinger uden at danne mønsterdannelse.
Brug en slagklods af hårdttræ eller kunststof, der holdes mod feren. Brug aldrig et stykke ”afskær” af gulvet, da slidlaget  på gulvet derved kan beskadiges. Hold 10 mm afstand til faste installationer – rør m.v.
Monter sandliste så du ikke risikerer at gulvet ”slipper” fodliste mv. – dette er normal god dansk håndværksskik.
Skal plankegulvet lægges i flere rum, bør gulvfladen deles i døråbninger mv. Dilatationsfuger bør etableres ved større gulvflader, især hvis plankerne går på tværs i åbningen.

Ved gulvvarme i kombination med trægulve gælder specielt, at anlægget skal have været i drift inden gulvlægning. Anlægget stoppes 2 dage inden gulvlægning påbegyndes. Styring til varmesystemet skal være monteret og indkørt.
Efter montering af trægulvet hæves temperaturen gradvist og samme fremgangsmåde anvendes i forbindelse med fyringssæsonens start og slut. Åben eller luk aldrig pludseligt for gulvvarmen ved trægulve.
Fremløbstemperaturen må ikke være for høj, og max. temperatur på trægulvets overside må ikke overstige 28 grader (måles med infrarød termometer). Erfaringsmæssigt svarer en overfladetemperatur på 28 grader til 35 grader fremløb i et vandbaseret gulvvarmesystem i betonlag.

Kontakt os

Har du spørgsmål eller behov for yderligere informationer, er du mere end velkommen til at tage kontakt på mail eller telefon.

Wiking Gulve A/S
Hesthøjvej 16
DK-7870 Roslev
Tlf.: +45 9752 5600
Fax.: +45 9751 3044
Mail: wiking@wikinggulve.dk
Telefontid
Mandag-torsdag: 08.00-16.00
Fredag: 08.00-15.00