Information om plankegulve og pleje m.m.

Vores trægulve er sorteret og produceret efter bedste danske traditioner. Ved plankevarer anvendes udelukkende danske/nordiske råvarer. Det er naturmaterialer, og ikke 2 planker er ens, hvorfor variation i farve og struktur skal påregnes. Vælg det produkt, der sorteringsmæssigt bedst opfylder dine krav og ønsker. Du skal træffe dit valg inden håndværkerne monterer, og du skal godkende leverancen inden håndværkeren påbegynder montage. Vær opmærksom på, at trægulve er produceret af naturmaterialer og derfor tilpasser sig forholdende på anvendelsesstedet. Det danske klima varierer meget i løbet af året – Høj luftfugtighed om sommeren og lav luftfugtighed om vinteren.

Med et lamelopbygget gulv forhindres til en vis grad de dimensionsændringer der naturligt er at finde i træet, på grund af den underliggende lags-opbygning, som gør den mere stabil. Svømmende gulve kan og skal kunne bevæge sig frit i forholdet til undergulvet. Det betyder, at de mindre dimensionsændringer hovedsagligt ses som en ændring i afstanden mellem gulv og væg som jo er dækket af en fodliste. De største skader der kan forekomme på et svømmende gulv er som regel i forbindelse med ekstremt lav luftfugtighed, og for høje temperaturer på gulvvarmen. Dette vil udtørre plankerne, hvorfor der er høj risiko for at der kan opstå skader i træet som f.eks revnedannelser og tværkrumme planker, også kaldet vaskebræt. Opstår der vaskebræt (er plankerne krumme ved at de bliver højere ved samlingerne og lavere på midten), kan det tyde på, at luftfugtigheden i en længere periode har været for lav. I vinterperioden skal påregnes mindre svindrevner i og mellem plankerne. (Store fugedannelser kan også skyldes mangelfuld limning ved montage). Gulvvarme vil være med til at udtørre trægulvet og har du brændeovn eller genvex anlæg forstærkes dette.

Trægulvet stiller krav om, at du i perioder med lav luftfugtighed kan være nødt til at tilføre rummet nogen fugt ved hjælp af en elektrisk luftbefugter. For at trægulvet skal fungere optimalt bør luftfugtigheden ligge mellem 40 og 60 % RF. Vær opmærksom på, at det er dit ansvar, at disse forhold er til stede og det betyder i praksis, at hvis gulvet udsættes for hård eller langvarig udtørring (30% rf. og derunder) er Wiking Gulve uden ansvar for eventuelle følgeskader.

Lægges dit Wiking gulv på varmefordelingsplader, skal gulvplankerne lægges på tværs af varmerør. Lægges plankerne på langs af varmerør, skal der anvendes en trykfordelingsplade under plankerne - eksempelvis en 12 mm gulvspån.

Uanset hvilken træsort plankegulvet fra Wiking TræGulve er fremstillet af, kan du altid være sikker på, at træet kommer fra bæredygtige danske og nordeuropæiske skove, hvor hensynet til naturen spiller en altafgørende rolle.

Fyr er uden sammenligning den mest anvendte træsort til nordiske gulve. Wiking anvender kun skovfyr fra nordsvenske skove. Det betyder, at træet er vokset langsomt, har tætte årringe og et højt indhold af harpiks, som gør gulvet slidstærkt og yderst behageligt at gå på. Wiking TræGulves stabile 3-lags planker sikrer problemfrie lyse fyrregulve, som ikke krummer eller får store mellemrum mellem plankerne.

Ask har styrke-egenskaber, der på flere punkter overgår egetræ – og det har større slidstyrke end bøg, når det har groet under ideelle betingelser, som her i Danmark. Wiking TræGulve er pionér når det gælder plankegulve af dansk ask – gulve med høj brugsværdi – flot farvespil, stor slidstyrke og nemt at vedligeholde.

Eg blev tidligere brugt til parketgulve. Men ved omhyggelig udvælgelse af de bedste danske egestammer og forarbejdning til 3-lags planker kan Wiking TræGulve tilbyde eg som brede planker med stor slidstyrke. Eg er lidt hårdere at gå på end fyr og ask og træet får med tiden en en mørkere nuance.

Lærk har karakteristiske smalle årer. Træets høje indhold af naturlige olier giver robuste gulvplanker, som er utrolig elastiske.

Douglas har færre knaster end fyr og lærk samt brede åretegninger med eftertragtede rødlige årringe. Det store naturlige indhold af harpiks giver gulvplanker med de samme gode egenskaber som fyrplanker.

Efter lægning er plankegulvet klar til brug og skal ikke have plejeolie som olierede gulve. Efter behov kan man med fordel behandle med Trip Trap lakpleje, som giver lakken en slidstærk hinde og skjuler små ridser. Rengøres ved støvsugning og let vask i gulvsæbe uden hvidpigment.

Wiking Gulve anvender kun miljøvenlige produkter fra anerkendte leverandører. Lakerede gulve er efter en ganske ny proces med en grund-primer på det rå træ og efterfølgende hele 8 gange lak – de sidste 2 lag er en mat meget slidstærk lak.

SPECIELT OM LAK PÅ TRÆSORTEN FYR:

Fyrtræ hører til de bløde træsorter og er en trætype, der giver smukke plankegulve, der tåler hverdagens slid og ældes med ynde. Fordelen ved fyrtræ er tillige, at man ved normal gulvvask kan rette op på evt. trykmærker. Ligeledes har fyrtræ et flot knastspil og er en trætype med et helt naturligt højt indhold af harpiks. Kombineres fyrtræ med en behandling med lak, hvor overfladen forsegles/lukkes, fravælges denne mulighed for at kunne rette op på evt. ridser, trykmærker m.v. Samtidig øges risikoen for lakafskalninger generelt på grund af harpiksindholdet, der ganske langsomt arbejder sig op igennem materialet til overfladen, og mere specifik på og omkring knaster, hvor vedhæftningen for lakken er reduceret. Dette er et faktum, man ved valg af denne kombination skal forholde sig til, ligesom Wiking Gulve gør opmærksom på, at lakafskalninger på fyrtræ IKKE gør produktet reklamationsberettiget.

Gulvplankerne leveres fra Wiking Trægulve med en overfladebehandling, der gør rengøring og pleje let.

Oliebehandlede planker har fået en god grundbehandling med en original diffusionsåben naturolie eller hvidolie. Et oliebehandlet gulv kræver lidt mere vask og jævnlig pleje end et lakeret gulv. Til gengæld vil det efter hver vask og efterbehandling stort set fremstå som et nyt gulv. Fugten fra gulvvasken får træet til at rejse sig, således mærker efter stød og ridser forsvinder, og gulvfladen igen blive glat.

Matlakerede planker er behandlet i en avanceret proces, hvor det færdigpudsede træ grundes med primer og derpå påføres 8 lag lak – de sidste 2 lag lak er en speciel ekstra slidstærk matlak. Lakerede gulve er nemme at holde rene med støvsuger eller let vask. Færdes der dagligt mange på gulvet, som f.eks. på et kontor, eller er der legende børn og hunde i husstanden, bør man være opmærksom på, at et lakeret gulv kan få ridser og mærker efter stød, der kun kan fjernes ved afslibning og ny lakering.

Vi gør opmærksom på, at der er helt specielle forhold at tage i betragtning ved at kombinere træsorten fyr med en overfladebehandling i lak (se beskrivelse under faneblad "Pleje lakeret").

Hvidolierede gulve af ASK, FYR, DOUGLAS, og LÆRK bør efter nedlægning efterbehandles med Trip Trap oliepleje hvid – gerne med maskinpolering. Følg anvisningen fra producenten – er oftest bag på emballagen.

Naturolierede gulve af EG skal efter nedlægning efterbehandles med Trip Trap oliepleje-natur gerne med maskinpolering. Hvidolierede gulve af EG skal efter nedlægning efterbehandles med Trip Trap oliepleje. Vælg oliepleje-natur, hvis farven ønskes som leveret. Ønskes en lysere overflade, anvend Trip Trap oliepleje-hvid.

Rengøring af olierede gulve foretages med støvsugning og gulvvask med gulvsæbe hvid eller natur. Ved vask anvend en fedt-holdig gulvsæbe, der kan tilføre gulvet et beskyttende fedtlag.

EG kan oftest vaskes med opvredet klud og tørres af i en og samme arbejdsgang med jævnlig skift af sæbevand.

Ved vask af ASK, FYR og LÆRK læg da en fed sæbeblanding (brug evt. Trip Trap oliesæbe som tilfører gulvet olie samtidig med, at man opnår en glat og slidstærk overflade) ud over et godt område, 1 liter sæbevand pr. 10 m2 gulv fordeles, lad blandingen trække ned i træet nogle minutter. Vask efter og tør op med en ren klud vredet i rent vand. Undgå at tørre al sæben væk men lad den tørre ned i træet. Det er vigtigt, at sæbeblandingen altid er så kraftig, at gulvet ved vask tilføres fedt fra sæben, som beskytter mod udtørring og giver en glat og vedligeholdelsesvenlig overflade.

Voksbehandlede gulve er efter nedlægning klar til brug. Ved indgangen bør ligge en entrémåtte, som kan opsamle så meget smuds som muligt. Brug altid kun lidt vand, da træoverfladen kan tage skade. Er størstedelen af gulvet så stærkt nedslidt, at en behandling med Osmo 3029 klar, eller 3087 hvid vedligeholdelsesvoks ikke er tilstrækkelig, er en periodisk vedligeholdelse nødvendig. Overflader behandlet med Osmo hårdvoksolie er lette at rengøre. Løs snavs støvsuges eller tørmoppes regelmæssigt. Når det er nødvendigt, er det enkelt at vaske med Osmo 8016 Rengøringsmiddel. Dosering 1-2 hættefulde 8016 til 5 liter lunkent vand. Ved mere snavsede gulve 1-2 hættefulde 8016 til 1 liter lunkent vand. Anvend en let fugtig moppe. Overfladen skal være tør efter 1-2 minutter.

OSMO 3029 klar eller 3087 hvid vedligeholdelsesvoks anvendes efter vask og eller efter behov for let at opfriske hårdvoksoliens overflade. 2 teskefulde rækker til ca. 1 m2, 0,5 liter til 35-50 m2 . Dåsen rystes og midlet påføres meget tyndt på den rene, tørre overflade med en mikrofibermoppe eller en Osmo Easy Pad fnugfri klud. Svære pletter fra f.eks. skosåler er lette at fjerne med Osmo 3029 klar eller 3087 hvid vedligeholdelsesvoks. Dåsen rystes og midlet lægges på med en hvid svamp eller en Osmo Easy Pad fnugfri klud. Pletten gnubbes og den opløste snavs tørres væk.

Har overfladen fået mindre skader/ridser er det oftest tilstrækkeligt med en rengøring og påføring af ny hårdvoksolie. Er dette ikke tilstrækkeligt, gør da følgende:

A. Fjern skader/ridser ved at slibe med fint sandpapir korn 150.

B. Efterbehandel den afslebne overflade med Osmo hårdvoksolie eller et pigmenteret Osmo produkt af samme type . som blev anvendt ved grundbehandlingen – hvidpigmenteret anvendes vedligeholdelsesolie 3111 og ved klar anvendes 3062. Påfør et tyndt lag med en hvid svamp, en Osmo pensel eller en Osmo Easy Pad fnugfri klud.

C. Det er vigtigt, at den foreskrevne tørretid overholdes – se aktuel tørretid på det enkelte produkt. 24 timer tørretid for hvidpigmenteret og 8 timer for top voks.

D. Opleves overfladen som tør eller har den mistet farve, påføres et tyndt lag hårdvoksolie – følg punkt B-C.

E. Ved behov gives gulvet en opfriskning med Osmo 3029 klar eller 3087 hvid vedligeholdelsesvoks på hele overfladen.

Vedligeholdelse udføres en gang årligt eller oftere, hvis overfladen er meget snavset, mat eller slidt.

A. Løs snavs støvsuges eller tørmoppes

B. Rengør overfladen grundigt med en mikrofibermoppe. Brug Osmo 8016 Rengøringsmiddel blandet med vand doseret 1:1 afhængig af, hvor snavset gulvet er. Spar på mængden af vand

C. Lad gulvet tørre i minimum 30 min. inden arbejdet fortsættes. Gulvoverfladen skal være helt tør. Er overfladen meget slidt bør der anvendes vedligeholdelsolie 3062.

D. Ryst dåsen grundigt og hæld Osmo 3029 klar eller 3087 hvid vedligeholdelsesvoks ud på et mindre område.

E. Påfør produktet i et tyndt lag og arbejd det ind i overfladen med en mikrofibermoppe.

F. Eventuelt overskydende olie aftørres/jævnes med en Osmo Easy Pad fnugfri klud.

G. Når gulvet har tørret i ca. 2-4 timer, er det klar til brug.

Det er vigtigt, at gulvet er helt rent før påføring af ny hårdvoksolie, da rester af Osmo 3029 klar eller 3087 hvid vedligeholdelsesvoks kan give et mælkeagtigt udseende. Start derfor altid en periodisk vedligeholdelse ved at følge punkterne A-C under Vedligeholdelse. Er den skadede overflade pigmenteret , skal skaden punktrepareres inden slutbehandling.

A. Påfør et meget tyndt lag Osmo hårdvoksolie af den slags, som blev brugt ved grundbehandlingen, med en Osmo penselbørste eller en Osmo mikrofiberroller.

B. Lad olien tørre i ca. 12 timer inden gulvet tages i brug.

Kontakt os

Har du spørgsmål eller behov for yderligere informationer, er du mere end velkommen til at tage kontakt på mail eller telefon.

Wiking Gulve A/S
Hesthøjvej 16
DK-7870 Roslev
Tlf.: +45 9752 5600
Fax.: +45 9751 3044
Mail: wiking@wikinggulve.dk
Telefontid
Mandag-torsdag: 08.00-16.00
Fredag: 08.00-15.00